NORD : Surfspots i Århus området

 

Vælg vindretning :

   Nord         Nord Øst        Øst        Syd Øst    

   Syd           Syd Vest        Vest      Nord Vest

  Begtrup Vig :  Dragsmur , StavsøreSkæring strand   

 

ÅkrogenFornæs strand

Åkrogen:

Åkrogen er Århus Windsufing Klubs hjemsted og hér kan du altid være sikker på at møde nogle entusiatiske windsurfere.

I let til frisk østenvind kan der ofte blive meget krapsø udfor Åkrogen, men hvis man sejler et stykke ud i Århus Bugten,

begynder bølgerne at blive længere og mere jævne. Når vinden tiltager til hård eller kuling styrke bliver det muligt, at lave

seriøse airials og bølgeridning. Et rigtigt bølgespot bliver stedet dog aldrig helt, dertil er bølgeforholdene simpelthen

for rodede. Vinden er som oftest, i denne vindretning, rimelig stabil uden alt for store huller.

Oprigningsforholdene er supergode, med masser af græsplæne næsten helt ned til vandkanten og gode parkeringsforhold.

 

Kørselsvejledning:

Kør ad Nordre Strandvej ud igennem Risskov by indtil denne skifter til Åkrog Strandvej. Fortsæt ligeud indtil vejen ender

og du har nået Åkrogen.

Afstand fra Århus midtby :  ca. 8 km.

 

Til indvalgsbillede

 

Begtrup Vig:

I Begtrup Vig er der flere forskellige spots der virker i denne vindretning. I det følgende beskrives 2 gode steder som er

Dragsmur (Spot 3)  og  Stavsøre (Spot 4).

 

 

Dragsmur  ( spot 3 ):

Dragsmur Øst ( i Ebeltoft Vig) :

Det bliver hurtigt halv-dybt, så normalt kan man starte få meter fra kysten. Et stykke ude ligger en sand-revle ( se luftfoto ),

hvor det dog endnu ikke er lykkedes at grundstøde (selv med 70 cm finne). Der kan selvfølgelig sejles på stedet, så snart

der er vind nok. På dage med svag sommervind er der ofte et par m/s mere at hente i forhold til Åkrogen, og stedet kan

således være et godt udgangspunkt for formula-sejlads i nye og meget flotte omgivelser. Det unikke ved stedet opstår

imidlertid ved hidsig vind fra vestlige til nordvestlige retninger. Her bliver luften vestfra presset sammen mellem Ryes Skanse

og højderne længere mod nord, hvorefter den bliver ekspederet ud i Ebeltoft Vig med endnu højere vindhastighed (dog af og

til lidt stødende). Under sådanne forhold er det ganske muntert at gå ud fra skydebanen og tage lidt højde mod nord op mod

sommerhus-området. Efter en vending (ofte i et vindhul under skrænten) går det så for fulde gardiner mod syd tilbage mod

skydebanen. Hvis man har held til at gå helt ind under kysten den sidste halve km ned mod skydebanen, får man dels fuldt

udbytte af venturi-effekten, dels undgår man de små vindbølger - og dels kommer vinden nu ind skråt bagfra.

 

 Grej:    6 – 11 m/s (middelvind) passer godt til formula-udstyr (10 – 11 kvm).

            10 – 15 m/s passer fint til slalom-udstyr (7.5 – 6.0 kvm).

 

Se vejkort og luftfoto

 

Kørselsvejledning:

Fra Århus køres ad Grenåvej mod Rønde. I selve Rønde by drejes til højre mod Kalø Slotsruin som passeres og kort

herefter drejes igen til højre mod Vrinners. Fortsæt ligeud til Knebel hvorefter der holdes til venstre og køres mod Vistoft

og Begtrup Vig. En lang grusvej går ned langs strandvolden, og der er flere indkørsler til området, som består af et stort

og åbent offentligt areal med ca. ½ km lang kystlinie. Mod syd afgrænses området af en (sjældent brugt) skydebane.

Efter ansøgning til Skov- og Naturstyrelsen kan man få tilladelse til at slå lejr i området ved skydebanen – og man kan

således lave en ”surf-camp”, hvor et par sejldage bliver bundet sammen af en overnatning.

 

Dragsmur Vest ( I Begtrup Vig ) :

I sydlige og nordlige vindretninger kan man også vælge at sejle slalom på vest-siden af Dragsmur. I beskyttet farvand kan

man så ligge og ræse frem og tilbage mellem Dragsmur og Rønnen ( som ikke må betrædes 1. april – 15. juli ).

Man skal være opmærksom på, at der syd for Rønnen ligger et langt grumt rev, bestående af bl.a. kæmpestore sten.

 

Se vejkort og luftfoto

 

Kørselsvejledning:

Fra Århus køres ad Grenåvej mod Rønde. I selve Rønde by drejes til højre mod Kalø Slotsruin som passeres og kort

herefter drejes igen til højre mod Vrinners. Fortsæt ligeud igennem Knebel og Knebel Bro hvorefter der køres mod Strands

og Begtrup Vig. Når grusvejen fra Strands rammer kysten, drejer man til venstre og kører en lille halv kilometer, indtil

landskabet bli’r mere åbent. Her er der masser af muligheder for tilrigning – men jo længere østpå man bevæger sig, jo

længere skal man vade ud i vandet for at kunne starte.

Afstand fra Århus midtby :  ca. 50 - 55 km.

Til Begtrup Vig oversigt

 

Til indvalgsbillede

 

Stavsøre  ( spot 4 ):

Man skal ikke mange meter ud, før der er dybt nok til at søsætte brættet. Alle vindretninger mellem syd-sydvest og

nordøst kan bruges. Hidsig vind fra de sydlige og vestlige retninger er oftest rimelig stabil, og da er stedet godt egnet til

slalom- og bølgesejlads. I frisk vind fra nordlige vindretninger kan det ofte være et problem at finde et sikkert slalom

spot i Århus Bugten, men hvis man fra Stavsøre sejler ind mod Kongsgårde, vil en materiel-defekt ikke være så problematisk.

På ganske stille dage, hvor man desperat kører rundt om Århus Bugten og leder efter en anelse vind til sit store udstyr,

kan Stavsøre af og til være løsningen. Stedet byder på nogle bundgarn, der står vinkelret ud fra kysten. Normalt er de ikke

generende – men med tanke på strømforholdene rundt om Stavsøre skal man selvfølgelig tage dem med i beregningerne.

Generelt er der en snert af  ”uberørthed” over stedet, ligesom vandet normalt er usædvanligt klart og rent.

Grus-/sandvejen fra Fejrup ender direkte ved tilrignings-området. Der er god plads og masser af græs.

De lokale lodsejere er indstillet på at holde området som et privat område, så der er mange skilte som naturligvis skal

respekteres, m.h.t. hvor og hvornår man må færdes i området.

 

Se vejkort og luftfoto

 

Kørselsvejledning:

Fra Århus køres ad Grenåvej mod Rønde. I selve Rønde by drejes til højre mod Kalø Slotsruin som passeres og kort

herefter drejes igen til højre mod Vrinners. Fortsæt ligeud til Knebel hvorefter der holdes til venstre og køres mod Vistoft

og Begtrup Vig. Herefter køres mod Kongsgårde, Fejrup og til sidst Stavsøre.

Afstand fra Århus midtby :  ca. 55 - 60 km.

Til Begtrup Vig oversigt

 

Til indvalgsbillede

 

Fornæs strand:

Fornæs strand er uden tvivl et af østjyllands bedste bølgespots. I nord-nordøst sejler man på bagbord og i syd-sydøst sejler

man på styrbord. Fælles for disse to vindretninger er, at der opbygges temmelig store bølger med god afstand imellem.

På de rigtig gode dage med kraftig vind er det en fornøjelse at sejle i disse forhold og det leder ofte tankerne i retning af

Vestkysten. Midt på Fornæs strand ligger nogle små fiskehytter og i bugten udfor disse hytter er det, specielt i nord-nordøstlig

vindretning, muligt at lave seriøs bølgeridning. I syd-sydøstlig vindretning kan der opstå et underligt fænomen idet, det kan blæse

til 4.5 ved Åkrogen og samtidigt være næsten vindstille ved Fornæs. Så blæsevejr ved Åkrogen i syd-sydøst betyder ikke

automatisk kongeforhold ved Fornæs. Slalomsejlads på mindre brædder er selvfølgelig også en mulighed, men stedet indbyder

mest til bølgeudstyr.

Om Fornæs også fungerer i ren øst vind vides ikke, da forfatteren aldrig har sejlet hér i netop dén vindretning.

 

Kørselsvejledning:

Fra Århus køres ad Grenåvej mod Rønde og derefter videre mod Grenå. Inde i Grenå bymidte skal man dreje adskillige gange

og det bedste er, at se på et godt bykort eller Krak på nettet. Man kører ud mod fyret og campingpladsen som ligger på den

nordlige side af byen. Kør forbi campingpladsen indtil vejen pludselig slår et skarpt sving (90 gr.) til venstre. Hér drejer man

til højre og fortsætter ned mod stranden, hvor vejen drejer til højre. Nu kører man parallelt med stranden og efter ca. 3-400 m.

er der gode muligheder for oprigning. Hvis du vil bølgeride, så parkér i nærheden af de små fiskerhytter.

Afstand fra Århus midtby :  ca. 65 - 70 km.

Til Fornæs strand oversigt

 

Til indvalgsbillede

 

Skæring strand:

Kystlinien går ret sydvest-nordøst. Stedet kan derfor bruges lidt længere end Åkrogen, når vinden drejer fra syd mod vest.

Bunden er forholdsvis lav det første stykke, hvorefter den skråner brat ned mod Koraldybet. Skæring strand ligger et

stykke oppe i Kalø Vig, hvorfor der er kortere sejlads til spændende lokaliteter som (indsejlingen til) Knebel Vig og området

omkring Kalø og Rønsten. Frisk sydlig vind giver f.eks. mulighed for at fræse direkte ind gennem åbningen til Knebel Vig

uden at ramme sandbankerne længere mod vest-sydvest.

Oprigningen kan ske på p-pladsen, i græs-”lommerne” omkring p-pladsen, eller på græsarealet ved stranden. Stedet er

(så vidt vides) ikke særlig besøgt. På dage, hvor Åkrogen minder om et pluepapir, kan Grønspættevej ofte blive en frustreret

windsurfers fristed.

 

Kørselsvejledning:

Fra Århus køres ad Grenåvej mod Skæring. I lyskrydset Grenåvej/Skæring Havvej drejes til højre ad Skæring Havvej.

Herefter køres ad Strandvangsvej, Plantagevej, Åstrup Strandvej til Grønspættevej (med skilt: Off. strand). Grønspættevej

ender i en ca. 400 kvm. parkeringsplads med adgang til det offentlige areal ned mod stranden. Afstanden fra p-pladsen til

stranden er små 100 meter ad en lille græssti.

Afstand fra Århus midtby :  15 km.

Til Skæring strand oversigt

 

Til indvalgsbillede